lørdag den 22. januar 2011

Lino-tryk af ederfugle

Ville have lavet en serie flerfarvede linoliumstryk ud fra motivet med de to ederfuglehanner herover. Men efter de første prøvetryk med den blå farve vurderede jeg, at de i virkeligheden burde forblive...bare blå. Så efter nogle tilretninger på pladen fik jeg trykt nogle succesfulde eksemplarer. Ederfugle er gode grafiske motiver. Det fandt allerede Johannes Larsen ud afi sin tid. Larsens træsnit med ederfugle er efter min mening nogle af de bedste fra hans hånd.

mandag den 17. januar 2011

Gæs fra Filsø


Den øverste akvarel er resultatet af et besøg på Filsøs jorder i oktober. Den landbrugsjord der, hvis salget går som planlagt, vil blive til søbund igen om et par år. Den tidligere så store sø er kun en skygge af sig selv i dag, og mange af søens ynglefugle er for længst forsvundet fra området. Med genskabelsen af søen er det håbet, at nogle af arterne vil vende tilbage. En stor gevinst for naturen bliver projektet med sikkerhed. Lige netop gæssene har dog tilpasset sig landbrugslandet. Bramgæs og kortnæbsgæs fyldte himmelrummet den dag i efteråret.
Den nederste akvarel er en del af den planche, som jeg har arbejdet på til "Børsen" ved Sønderho. Planchen sættes op i foråret 2011.

lørdag den 8. januar 2011

Havfugle - døde, som levende!




Har færdiggjort en samling akvareller til Dansk Ornitologisk Forenings blad "Fugle og Natur". Illustrationerne skal følge en artikel om "døde fugle på stranden". Med de muligheder for nærstudier et sådan fund giver. Herover studier af sortand, et sule-hoved og mallemuk. Klik på billederne for at forstørre.