mandag den 27. december 2010

Rørdrum, koldnål.


Den hårde vinter gør det ikke let at være rørdrum. Sidste års vedvarende frost tog livet af adskillige "drummer"på Fanø, og det var glædeligt at høre flere paukende fugle i april. Spørgsmålet er om en ny hård vinter helt tager livet af den lokale bestand. En anden standfugl som sløruglen er allerede efter sidste år helt i bund i Sydvestjylland. Når sne og is dækker landet i månedsvis, bliver de to arter ramt på muligheden for at søge føde. Hvis levestederne er til stede, skal både slørugle og rørdrum komme på fode igen, men det kan blive nogle tynde år. Vi får se.

I efteråret stødte jeg på en rørdrum i kanten af Skifternes rørskov. Den lettede på nært hold, uden jeg havde set den. Fløj en runde, og strøg så nordpå over rørene. Det blev der en række fotos, skitser og nu en koldnålsradering ud af.

tirsdag den 14. december 2010

Vandrefalke-skitser



Vandrefalke-skitserne ovenfor er fra Grønningen på Fanøs nordspids - fra februar. Hver vinter sidder mindst en falk derude på den flade strandeng. Har i år fundet en god klit, der er endda ganske god, når det store areal scannes med kikkerten i jagten på vandrefalke. Hele den nordligste del af området kan overskues herfra.

mandag den 6. december 2010

Planche til Keldsand og Sønderho


Keldsand ud for Sønderho er en af landets mest fuglerige områder. Både hvad angår arter, men især når det handler om antal individer. Mange arter af vand- og vadefugle optræder i internationalt betydningsfulde antal. Det er derfor ikke nogen nem opgave at vælge de 12-14 arter der er plads til på en planche. Men det er den af den udfordrende bestilling som skal være færdig inden Jul. Jeg laver orginaltegningerne på to større ark. Som så scannes sammen til sidst. Fotoet ovenfor viser den øvre del. Vandrefalken er med sin næsten helårlige tilstedeværelse på Keldsand et must på planchen.

lørdag den 4. december 2010

Nyt logo til Projekt Hedehøg


For tiden arbejder jeg på et nyt logo til Blåvand Fuglestation. Logoet skal indeholde en flyvende strandskade, evt. med en streg i baggrunden, der illustrerer den markante kystlinie ved "hukket".

I sommerens løb fik jeg til opgave at tegne et andet logo, som ses ovenfor. Projekt Hedehøg drives i et samarbejde mellem de syd-og sønderjyske kommuner, Dansk Ornitolgisk Forening, Miljøcenter Ribe, Skov- og Naturstyrelsen og Dansk Landbrug. Målet er at sikre den lille danske bestand af hedehøg.

torsdag den 2. december 2010

Stenvendere fra Maj


Har færdiggjort en større akvarel af en gruppe stenvendere. I maj måned kan se ses i den spraglede sommerdragt, på nært hold i vigen syd for Nordby. Når det passer med stigende vand ud på eftermiddagen, er tegneforholdene gode på lokaliteten. Lyset falder fint ind, og vandet presser vadefuglene tæt på land. Jeg brugte et par eftermiddage dengang i maj, til at skitse stenvenderne. (Billedet er solgt)

mandag den 29. november 2010

Lidt om teknikken...




Flere læsere har spurgt til teknikken bag koldnålsraderingerne, så hermed lidt om denne relativ enkle grafiske arbejdsmetode. Iøvrigt findes der flere bøger om de grafikeske teknikker, som jeg har meget glæde af. Især nogle af de ældre værker fra 70´erne er rigtig gode. Jeg selv fik god hjælp af øens bibliotikar til at støve bøgerne op fra magasinet, så dette råd gives hermed videre til andre der måtte have lyst til at eksperimentere med grafikken. Her på øen har jeg samtdig fået råd og vejledning af grafikker Marie-Louise Exner. Sådanne personlige vejledere er guld værd.


Helt grundlæggende skelner man mellem dyb- og højtryk. Linoliumstryk er en højtryks-teknik. Man skærer materiale væk fra pladen, påfører farve på de tilbagestående (høje) dele af billedet. Som så trykkes over på papiret.


Ved dybtryk ridser man sin tegning ned i pladen. F.eks. en kobberplade. Sværten påføres...og fjernes igen. Kun sværten nede i ridserne er nu tilbage. Samt, når det handler om koldnål, omkring den "grat" der skubbes op omkring stregerne. Det er denne grat der giver koldnålen dens lådne streg.


Efter fjernelse af sværten er pladen klar til trykning. Man bruger papir af en vis vægt og af god kvalitet. Papiret skal være fugtigt, for at være tilstrækkeligt smidigt og kunne trække sværten op fra de "dybe" streger i pladen.


Trykket skal ved dybtryk være voldsomt, hvorfor en trykpresse er et must. Man kan evt. besøge åbne værksteder og trykke flere plader ved samme lejlighed.


Ved koldnålsraderinger kan man kun trykke et begrænset antal eksemplarer. 10-15 stykker typisk. Herefter er graten trykt så meget ned i pladen, at værket mister sin karakter.


Der findes en lang række af mere komplicerede grafiske teknikker. Ætsninger f.eks. Men koldnålen er til at gå til. Der er fif og detaljer i processen, som man skal forholde sig til som begynder. Sværtens kvalitet, papir, nålens beskaffenhed, trykningen osv.

onsdag den 24. november 2010

Koldnålsradering af rørhøge



Jeg har trykt nogle få eksemplarer af en ny radering med to rørhøge i flugt.
Alle trykkene blev ret forskellige. Især mængden af tilbageværende sværte på pladen inden trykningen, var afgørende for udtrykket. Herover er to eksempler. Det er tydeligt, at den nederste er mørkest. Så er det smag og behag, hvad man synes bedst om. Den mørke tone på papiret fremkommer også ved trykningen, men denne kan man også graduere.

Flere akvareller til Møllesøen...


Arbejdet med illustrationerne til Guldager Møllesø skrider frem.
Gedden øverst er ikke helt færdig endnu. Der skal finpudses lidt med nuancerne i det gul-grønne farvespil.

tirsdag den 16. november 2010

Akvareller til Guldager Møllesø

Jeg arbejder for tiden på en naturinformations-tavle til Guldager Mølledam nord for Esbjerg. Planchen skal vise nogle af de mest karakteristiske fugle fra både søen, skoven, mosen og engene langs møllebækken. Opgaven er særlig sjov, fordi Mølledammen og den omkringliggende natur var en af mine favoritlokaliteter som forstadsknægt i det nordlige Esbjerg. Jeg så en lang række fuglearter første gang herude. F.eks. skeand, atlingand, rørspurv (herover) og skovhornugle.

lørdag den 13. november 2010

Et kig i de gamle skitsebøger


Et kig i en gammel skitsebog kan være en effektiv rejse nogle måneder, eller år tilbage i tiden. Vejr, vind, årstider og oplevelser med fugle og landskaber errindres meget tydeligt, når man har ofret lidt tid på at fastholde dem. Herover et par skitser af almindelige ryler i sommerdragt.

onsdag den 10. november 2010

Gråsæl, koldnål.


En af maj måneds gråsæler på Langjord, satte mig igang med en ny koldnålsradering. Det er spændende, og samtidig en lærerig proces, at undersøge de forskellige tryks forskellige styrke og udtryk. Afhængig af hvor meget sværte der tørres af pladen, kan det samme motiv resultere i overraskende forskellige tryk.
Gråsælerne er imponerende store og tunge. De har et ejendommeligt "sløvt" udseende.

onsdag den 3. november 2010

Fugle og grafik II


Som beskrevet i mit seneste indlæg, er jeg blevet den lykkelige ejer af en trykpresse. Den sætter mig i stand til , også at gøre eksperimenter med dybtryk. Her en koldnålsradering af en ung vandrefalk fra Skideneng, Fanø. Det er en mærkværdig oplevelse af ridse sin tegning ned i en kobberplade, og uhyre spændende at løfte det fugtede papir op fra pladen, når den komme ud på den anden side af valsen. Jeg glæder mig usigeligt til at øve mig på teknikken denne vinter.

Fugle og grafik I


Tanken om at kaste sig ud i nogle nye teknikker og metoder i billedarbejdet, har i flere år spøgt i mit hoved. Især har det været grafikken, der igen og igen har sneget sig ind på mig. Også efter at have kigget stadig mere på andre udøveres eksperimenter, f.eks. engelske Bruce Pearsons vidt forskelligartede tilgang til fuglekunsten - med både træsnit og monoprint.

Tanken fik for alvor næring, da jeg fik en trykpresse foræret af den på Fanø hjemmehørende kunstner Finn Hjortskov Jensen. Sådan et værktøj er ellers ikke lige sådan at fremskaffe, men er et nødvendigt redskab for i hvert fald de såkaldte dybtryk. Så jeg er dybt taknemmelig over pressen.

Efter at have eksperimenteret med linoleumstryk i nogen tid, forsøgte jeg mig med et tofarvet linotryk. Resultatet ses herover. Sandløberne på stranden her i efteråret, udgjorde et stærkt yndet motiv.

tirsdag den 2. november 2010

Oktober-skitser




Selvom hovedparten af efterårs-trækket nu er overstået, er der stadig masser af fugle i Vadehavet. Og landskabet har ændret sig. Vandet er tilbage! Regn og rusk resulterer i en nyopståede render og løb på strandene og på højsandene. Når jeg kigger i mine ældre skitsebøger, optræder der hvert efterår motiver at dette amfibie-landskab. Dynamikken giver konstant nye motiver. Igen i år.






lørdag den 30. oktober 2010

Dage med levende haver


På de rigtige dage, under særlige vejrforhold, er Sønderhos haver pludselig levende af rastende småfugle. Trækfugle af mange forskellige slags, der bruger dagtimerne på at tanke op, inden det videre træk, der for manges arters vedkommende foregår om natten. Vindrosler, sjaggere, gran- og løvsangere, rødhalse (øverst), kvækerfinker (nederst), ja selv dompap og silkehale ses. Især kvækerfinkerne er overraskende vanskelige at komme på nært hold af. De trækker over i tusindvis, og nogle slår "går" kortvarrigt ned. Men de sidder ofte højt i byens træer, og har en tendens til at flyve væk når man nærmer sig. Men er man heldig og færdes stille, kan man få chancen for at studere den fine orangevarme fjerdragt. Skitsen ovenfor viser en hun. Jeg har både brugt akvarel og farveblyant.


onsdag den 27. oktober 2010

Bjergvipstjerter på Hønen, Sønderho


Bjergvipstjerterne trækker over Sønderho og øens sydspids "Hønen" i ret stort tal i løbet af september og oktober. Ofte er det bare det korte kald man hører, fra et sted over byens tage.
En dag var jeg dog heldig, og fandt 3 bjergvipstjerter ved en vandingsplads for Høne-engens højvandskvæg. De lettede, straks jeg gik forbi. Men efter lidt venten kom de tilbage igen. Det gav muligheden for at studere dem på nært hold.

mandag den 25. oktober 2010

En efterårs-tradition på "Fajancen"


For tredje år i træk indbød Café Fajancen i Sønderho til en uformel sceance i efterårsferien, hvor mine tegninger og skitser fra Fanøs natur blev vist frem i de atmosfærefyldte rammer. I år var arrangementet igen velbesøgt og snakken gik om oplevelser med de fugle og den natur vi er heldige at have et stenkast fra caféens dør.

mandag den 18. oktober 2010

Planche til Søjorden.



Efter en uges arbejde, blev planchen til Næs Søjord ved Nordby færdig. Efter grafisk bearbejdning har fuglene mistet en smule kontrast, men resultatet er rigtig godt. Nu står planchen ved færgelejet i Nordby, sammen med den stationære kikkert som Johannesen og Kallestrup donerede til Fanø Kommune ved Nationalpark Vadehavets officielle åbning i lørdags. Herover er både orginalen og printet af den færdige planche affotograferet.




torsdag den 7. oktober 2010

Planche til Nordby II


Jeg har rentegnet de fleste af fuglene nu, og er begyndt at farvelægge nogle flere. Ingen af arterne er færdige endnu, måske lige bortset fra dværgternen. Billedet er lidt mørkt, men klik på det, så fåes et større billede. Planchen skal være færdig mandag, hvor det grafiske arbejde med artsnavne osv. skal laves - så der venter nogle timers arbejde i weekenden. Nu til morgen trak flere flokke af bramgæs over øen. Og 3 snespurve trak langs nordkysten.

tirsdag den 5. oktober 2010

Planche til Næs Søjord, Fanø


Til den officielle åbning af Nationalpark Vadehavet d. 16. oktober, er jeg igang med en fugleplanche til havnen i Nordby på Fanø. Planchen skal vise et udsnit af de fugle man kan se på Næs Søjord - det lavvandede område ud for havnen. Her stiller Johannsen og Kallestrup en kikkert op som et led i deres renovering af havnefronten. I den forbindelse er planchen bestilt. Jeg vil vise lidt fra processen de kommende dage her på bloggen.

søndag den 26. september 2010

Stormmåge på vaden


Stormmågen fra vaden ved Sønderho er færdig og jeg kan skære den fri af pladen.


De første farver er angivet og skyggerne lægges forsigtigt på.



Herover er baggrunden bygget op og maskeringen fjernet. Jeg kan begynde at male mågen.



Arbejder på en større akvarel af en stormmåge på vaden. Her er et par billeder fra den indendørs del af processen. Mågen er tegnet op med en blød streg og maskeret med den gullige "masking fluid". Når den er tør kan jeg gå igang med baggrunden, uden at skulle tænke over om jeg kommer til at male ind over fuglen. Jeg tilføjer nye billeder efterhånden som arbejdet skrider frem.



lørdag den 25. september 2010

En død ride

En god bekendt af mig, Johnny Bay, fandt denne ride nær golfbanen på nordøen. Han var så venlig at komme forbi med fuglen, der stadig var frisk og sikkert er blæst ind fra Nordsøen under sidste uges kuling. Jeg lavede samme aften denne hurtige akvarel. Halvdelen af hovedet manglede på noget forunderlig vis, så jeg har "helt uhørt" pyntet lidt på fuglen. Det vigtigste var at få hold på den udfoldede vinge. Det slog mig iøvrigt at den store hvide trekant på vingen slet ikke er ren hvid. Det er ellers det indtryk man får i felten og ligeså i felthåndbøgerne. Tak til Johnny for at bjærge riden!

onsdag den 22. september 2010

Mens vandet falder

Gårsdagens vejrskifte gjorde godt. Jeg kunne sidde på stranden og tegne, uden at skulle kæmpe mod hård vind og heftige byger. Strandskaderne kom pludselig flyvende i tusindvis ude fra Peter Meyers Sand og ind mod øen. Formentlig en kredsende helikopter over Knudedyb, der fik dem på vingerne. En flok slog sig ned på den smalle stribe vade ved Sønderho Strand ved højvande. Efterhånden som vandet faldt rykkede de lidt længere ud. Her stod de roligt i modlyset ude fra vest. Stadig ventende.

mandag den 20. september 2010

Sandløbere i kuling


Sidste uges vedvarende kuling lokkede mig på stranden, for måske at se lidt havfugletræk. Det er ikke just nogen "walk in the park" i den slags vejr, og flere gange måtte jeg trække længere bagud, op mod klitterne, i takt med at vandet steg meget hurtigt og skyllede ind over mine støvler. Også sandløberne var stressede af alt den vand. De havde travlt. Tilpassede som de er, til netop at fouragere i opskylszonen. Men pladsen blev efterhånden trang på stranden, så de kom meget tæt på. Hvilket gav mig chancen for at nærstudere dem.

søndag den 19. september 2010

Insektjagt!


Unge stære i fælding mod den første vinter er et af mine faste efterårsmotiver. Ligesom både hvide og gule vipstjerter. De gule færdes langt mere diskret i landskabet end de hvide, som ofte spankulerer rundt på gader og stræder. De gule vipstjerter ses derimod her i træktiden enten på stranden, hvor de nemt skræmmes væk af forbipasserende, eller skjult i græsset inde på strandengene. Her gør de stærene selskab, mens svalerne virvler rundt i luften over dem. Alle er de på jagt efter insekter. I jorden, på jorden eller over jorden - inden trækket videre mod syd.

Skitsen herover er første skridt hen mod et større, mere gennemarbejdet billede af de tre arter.

Stenpikkere i efteråret

Gennem hele efteråret ses rastende stenpikkere på enge og marker. Er man grundig og heldig kan man støde på sjældne arter som Nonnestenpikker eller måske Ørkenstenpikker. Først og fremmest skal man dog ha´ et nærtgående kendskab til vores almindelige stenpikker og dens udseende i efteråret. Hannerne er ikke så svære at kende. De ligner sig selv. Blot fremstår oversiden mere brungrå end blågrå, og de sorte vinger "falmer" en smule. Men masken, der giver stenpikkeren dens karakteristiske udseende bibeholdes.
Denne stenpikker fandt læ i den hårde vestenvind, bag et hegn ved Rindby.

fredag den 17. september 2010

Dværgryler i september


På stranden kan man især i september finde dværgrylerne trippe rundt blandt de almindelige ryler, præstekraverne og sandløberne. De juvenile fugle der trækker igennem lige nu, har en ren hvid underside og oftest en mørk gylden ryg. Ned ad ryggen løber et par lyse, nærmest okkerfarvede linier. Da vejrudsigten begyndte at varsle hård vestlig kuling, valgte jeg at eftersøge rylerne i weekenden mens vejret stadig viste sig fra sin stille side. Antallet af dværgryler kan variere betragteligt fra år til år. I år har jeg på stranden set flokke på op til 8 fugle.

Havørn over Nordby

Forleden morgen sang stærene ivrigt fra de stråtægte tage i Nordby. Jeg besluttede derfor at bruge et kvarter på at skitsere og fotografere især de unge stære, der lige nu bærer en pudsig overgangsdragt mellem den juvenile og vinterens dragt. Arbejder på et større billede af unge stære og gule vipstjerter, og vil gerne have skitser af stærene i forskellige possiturer.

Inden jeg rigtig kom igang med stærene, blev jeg imidlertid afbrudt af et stort vingefang hen over byen. En unge havørn kom baskende langsomt højt over hustagene. Vingerne stærkt flossede, fuglen i fældning. Ørnen var blevet set tidligere på morgenen omkring Langli, hvorfra den tog kurs mod Fanø. Og her var jeg så heldig, at være på jagt efter stære.

torsdag den 16. september 2010

Almindelig Hedelibel ved den gamle fuglekøje.


På dage med stille vejr og efterårssol, flyver guldsmede og vandnymfer over heden og de våde klitlavninger. De ynge eksemplarer af hedelibeller kan være vanskelige at kende fra hinanden. Men går man systematisk til værks, kan man sætte navn på. Hunnen af Almindelig Hedelibel har et lille, men sikkerts kendetegn. Den lille "torn" bag ude på bagkroppens underside. En såkaldt skedeklap.

Fiskeørn over Langjord


I begyndelsen af september fejede en hård østenvind ind over landet, og pressede lidt af det østdanske rovfugletræk ud mod vestkysten. Det er sådanne dage man skal holde øje med fiskeørnene. Ørnen på skitsebladet herunder, kom flyvende ind over Galgedyb og Langjord, sandbanken ud for Sønderho Strand. Lang tid inden jeg fik øje på den, var tusinder af strandskader og måger allerede på vingerne.

Sceneriet gentog sig iøvrigt nogle dage efter, med en ny forbitrækkende fiskeørn. Netop fiskeørnene trækker gerne ud over revet. De er ikke så afhængige af termikken inde over land, men flyver gerne aktivt, ud over havet.

Stemmer fra tundraen

Snart lyder de lange sørgmodige toner fra Strandhjejlerne ude over vaden. Endnu ses smukke adulte fugle med sort bryst, men snart tager ungfuglene over. På afstand synes de ensfarvede grå, men på nært hold er dragten varm gylden, og vingen besat med små detaljerede tegninger.

Strandhjejlernes stemmer ude over landskabet lyder på en eller anden måde af sibirisk tundra. De kommer langvejs fra. Og skal i løbet af oktober videre syd på.


onsdag den 15. september 2010

Juvenile præstekraver

Hele sommeren har de store præstekraver gjort mig selskab på vaden og stranden. Hen på efteråret får de lokale ynglefugle selskab af et stort antal af nordlige præstekraver, der trækker igennem og raster i Vadehavet.

Præstekraver er gode motiver. De står stille...kortvarigt javel...inden de igen spæner hen over sandet på jagt efter noget spiseligt. Og så stiller de sig an. I mange forskellige possiturer. Og dragten er kontrastrig, meget grafisk.


Ringdrossel fra april.

Snart kan vi nyde synet af ringdrosler på Fanø igen. I løbet af oktober ses droslerne trække over Hønen på øens sydspids, eller raste i krat og på marker.

Dette dagbogsblad er fra april, hvor forårstrækket går hen over landet. En enkelt fugl fouragerede på engen under det store piletræ. Gæslingerne var lysende gule og skyggerne lange i det skarpe forårslys.