Flere læsere har spurgt til teknikken bag koldnålsraderingerne, så hermed lidt om denne relativ enkle grafiske arbejdsmetode. Iøvrigt findes der flere bøger om de grafikeske teknikker, som jeg har meget glæde af. Især nogle af de ældre værker fra 70´erne er rigtig gode. Jeg selv fik god hjælp af øens bibliotikar til at støve bøgerne op fra magasinet, så dette råd gives hermed videre til andre der måtte have lyst til at eksperimentere med grafikken. Her på øen har jeg samtdig fået råd og vejledning af grafikker Marie-Louise Exner. Sådanne personlige vejledere er guld værd.
Helt grundlæggende skelner man mellem dyb- og højtryk. Linoliumstryk er en højtryks-teknik. Man skærer materiale væk fra pladen, påfører farve på de tilbagestående (høje) dele af billedet. Som så trykkes over på papiret.
Ved dybtryk ridser man sin tegning ned i pladen. F.eks. en kobberplade. Sværten påføres...og fjernes igen. Kun sværten nede i ridserne er nu tilbage. Samt, når det handler om koldnål, omkring den "grat" der skubbes op omkring stregerne. Det er denne grat der giver koldnålen dens lådne streg.
Efter fjernelse af sværten er pladen klar til trykning. Man bruger papir af en vis vægt og af god kvalitet. Papiret skal være fugtigt, for at være tilstrækkeligt smidigt og kunne trække sværten op fra de "dybe" streger i pladen.
Trykket skal ved dybtryk være voldsomt, hvorfor en trykpresse er et must. Man kan evt. besøge åbne værksteder og trykke flere plader ved samme lejlighed.
Ved koldnålsraderinger kan man kun trykke et begrænset antal eksemplarer. 10-15 stykker typisk. Herefter er graten trykt så meget ned i pladen, at værket mister sin karakter.
Der findes en lang række af mere komplicerede grafiske teknikker. Ætsninger f.eks. Men koldnålen er til at gå til. Der er fif og detaljer i processen, som man skal forholde sig til som begynder. Sværtens kvalitet, papir, nålens beskaffenhed, trykningen osv.
