søndag den 11. september 2011

Fra skitsebogen




Sensommeren og efteråret er en god årstid for udendørs tegneri. Fuglene opholder sig længere i Vadehavet end under forårstrækket, der er hektik og hurtigt overstået. Men nu kan man tillade sig at bruge timer på den samme art, uden at skulle tænke på alt det man misser. Det er som altid de samme arter der finder vej til skitsebogen. Men det er nye tegninger hver gang, og hvert år bliver man klogere på arternes karakter. It´s a lifetime job! Herover terner, stenvendere og skarver. Det er alle fugle, man har gode muligheder for at komme tæt på.

mandag den 5. september 2011

Koldnålsradering af havterne.

Efter at have fået indrettet arbejdsværelset i det nye hus, har jeg fået gang i grafikken igen. Efter måneders fravær krævede det frustrende lang tid at blive fortrolig med arbejdsprocessen igen. Især aftørringen af pladen voldte besvær og resulterede i flere mislykkedes tryk. Men nu ligger det "i hånden" igen og trykpressen er korrekt indstillet til zinkpladerne. Det er en fornøjelse at arbejde med trykkene for åbent vindue om aftenen, der nu er mørk igen. Men lun.


Har iagtaget ternene gennem hele sommeren som sædvanlig, og set billeder for mig. De elegante havterner, de mere tunge og grove splitterner og de små spirrevipper..dværgternene. Der er idéer nok til næste forår, alene i terner.