fredag den 2. november 2012

Nye akvareller

Der har været stille på bloggen hen over året, men arbejdet har ikke stået stille. Så jeg vil uploade nogle af akvarellerne og de daglige skitser fra månederne, der er gået. Nederst et billede af forårets havterner, der bare skal arbejdes med hvert år. Langdistancetrækkerne har altid en stor tiltrækningskraft. Måske fordi man ved, at de kun er her i en begrænset periode. Billedet her kommer formentlig til at pryde en af de kommende "kunstnerøl" fra Fanø Bryhus.
 
Strandskaderne er her hele året, men er ikke desto mindre et herligt motiv med al deres personlighed og ikke mindst det, at de er ret tillidsfulde og talrige. Man kan altid finde nogle strandskader og tegne "sig varm på" derude.
 
Begge billeder nedenfor er solgt.
 
 



tirsdag den 14. februar 2012

Spurveugleinvasionen kom til sydvest.

Allerede ved indgangen til vinteren ankom de første spurveugler fra det svenske. Som sædvanligt når uglerne rykker over sundet, var det kun Sjælland og især Nordsjælland, der kunne nyde godt af det sjældne syn . I juledagene dukkede der imidlertid en sønderjysk ugle op i Lindet skov. Det er denne ugle som stod model for skitserne og akvarellen nedenfor.






mandag den 6. februar 2012

Udstilling på Esbjerg Rådhus

I den kommende måned udstilles 17 billeder på Rådhuset i Esbjerg. Både nye og lidt ældre ting. Raderingen herunder har overraskende nok været populær, på trods af den lidt abstrakte streg. Stærene slår nærmest krølle på sig selv, når de pudser sig. Et sceneri, jeg i efteråret kunne iagttage hver eftermiddag på naboens hustag. De akrobatiske positioner, de strittende fjer og højlyset på den metaliske fjerdragt var en anderledes inspirationskilde.





I midten et studie af bjerglærker fra sidste års hårde vinter. Ikke at februar i år lader noget tilbage at ønske hvad angår kulde! Nederst finpudser Anne Slot Frandsen fra kommunens kunstforening ophængningen. En stor hjælp. Udstillingen hænger til 1. marts.

onsdag den 11. januar 2012

Vintergæs

Vinterens første halvdel har stået på overordenligt mildt vejr med masser af blæst og storm. Det ene lavtryk har afløst det andet, og marsken på fastlandet har været under bagvand flere gange. De store, åbne vidder herude tiltrækker alskens svømmefuglearter, når markerne oversvømmes. Ænder, svaner og gæs. Så snart det effektive drænsystem har fået bugt med vandet, efterlades jorden igen alt for tør til, at pibe- og spidsænder kan gøre nytte af området, og gæssene er igen alene om at udnytte vegetationen, hvoraf intet som bekendt er naturligt længere, men i stedet indgår i landbrugsproduktionen og i nogens regnskab. Gæssene er ligeglade. Og så længe vejret er mildt og sneen langt væk, bliver de hængende. Øverst er skitse af bramgæs, i midten mørkbugede knortegæs og nederst en kortnæbbet gås.











lørdag den 3. december 2011

Fugle efter stormen



Sidste weekend fejede stormen hen over landet. Ikke noget alvorligt for landsdelens vedkommende, nordjyderne blev hårdere ramt. Dog nåede vandstanden op på over 2.5 m., og både strandenge og havnefronten i Nordby var overskyllede. De følgende dage har fortsat været prægede af lavtryksvejr, og i dag har vindstyrken været omkring de17 m/sek. Den slags vedvarende blæsevejr resulterer i mange måger på stranden. Sølvmågerne skal tælles i tusinder, og ofte følger spændende arter fra Nordsøen med. Dagens tur, lige inden skumring, kastede 2 storkjover af sig. Mågerne letter på en gang, når en kjove af den kaliber nærmer sig. Alene den måde, mågerne flyver op på er genkendelig....så er det bare med at finde kjoven i mylderet. Det lykkes som som regel, da storkjoven er både mørk og skiller sig ud flugten.

Midt på ugen, umiddelbart efter stormen, fandt Anne og Henrik Boyhus den døde lille stormsvale herover. De hvide felter på undervingen og den hvide overump er, sammen med den lige afskårne hale, artskarakteristiske kendetegn i fht. stor stormsvale. Efter nogle hurtige skitser i dagbogen, lavede jeg den øverste akvarel. Overvejer, at lave en radering af fuglen inden den sendes til Zoologisk Museum. Anne og Henrik skal naturligvis have en af studierne som tak for lån af fuglen.

onsdag den 16. november 2011

Mellem forår og vinter

Der er et halvt år mellem de to scenarier på billederne nedenfor. De store kobbersnepper er fra april, hvor fuglene sætter deres tydelige præg på de få ynglepladser, de har tilbage her i landet.

Mandø, hvor disse kobbersnepper blev skitseret med det hårde forårslys ind skråt bagfra, er som bekendt en af de vigtigste ynglelokaliteter. Naturstyrelsen har netop igangsat et projekt på øen, der vil kunne komme kobbersnepperne til gode. Samtidig trues andre værdifulde arealer på øen af oppløjning. Kobbersneppernes tilstedeværelse i Vadehavets natur er langt fra sikret.

Sangsvanerne hører mere den aktuelle årstid til. Sidst på efteråret ankommer de til marsken nord fra. Nogle bliver vinteren over. Denne akvarel er dog lavet på baggrund af en fin oplevelse med sangsvanerne i Skåne forrige vinter.


fredag den 4. november 2011

Udstilling hos Sikkerhedsstyrelsen

Udstillinger taler i høj grad sammen med de fysiske rammer, stedet og dets ånd. I november måned er jeg inviteret til at udstille hos den statslige Sikkerhedsstyrelse, der ligger i Esbjerg. Det er ikke et hvilket som helst sted. Den imposante bygning rummede tidligere Sct. Josephs Hospital, hvor mangen en esbjergenser er født. Således også jeg. Underligt at tænke på, imens man 37 år efter går og bakser med ophængningen. Bygningen fra 1904 er fredet, og selvom funktionen i dag er en ganske anden, emmer gangene og ikke mindst de brede trapper af et datidigt sygehusvæsen og en katolsk æstetik.