mandag den 27. december 2010

Rørdrum, koldnål.


Den hårde vinter gør det ikke let at være rørdrum. Sidste års vedvarende frost tog livet af adskillige "drummer"på Fanø, og det var glædeligt at høre flere paukende fugle i april. Spørgsmålet er om en ny hård vinter helt tager livet af den lokale bestand. En anden standfugl som sløruglen er allerede efter sidste år helt i bund i Sydvestjylland. Når sne og is dækker landet i månedsvis, bliver de to arter ramt på muligheden for at søge føde. Hvis levestederne er til stede, skal både slørugle og rørdrum komme på fode igen, men det kan blive nogle tynde år. Vi får se.

I efteråret stødte jeg på en rørdrum i kanten af Skifternes rørskov. Den lettede på nært hold, uden jeg havde set den. Fløj en runde, og strøg så nordpå over rørene. Det blev der en række fotos, skitser og nu en koldnålsradering ud af.

tirsdag den 14. december 2010

Vandrefalke-skitser



Vandrefalke-skitserne ovenfor er fra Grønningen på Fanøs nordspids - fra februar. Hver vinter sidder mindst en falk derude på den flade strandeng. Har i år fundet en god klit, der er endda ganske god, når det store areal scannes med kikkerten i jagten på vandrefalke. Hele den nordligste del af området kan overskues herfra.

mandag den 6. december 2010

Planche til Keldsand og Sønderho


Keldsand ud for Sønderho er en af landets mest fuglerige områder. Både hvad angår arter, men især når det handler om antal individer. Mange arter af vand- og vadefugle optræder i internationalt betydningsfulde antal. Det er derfor ikke nogen nem opgave at vælge de 12-14 arter der er plads til på en planche. Men det er den af den udfordrende bestilling som skal være færdig inden Jul. Jeg laver orginaltegningerne på to større ark. Som så scannes sammen til sidst. Fotoet ovenfor viser den øvre del. Vandrefalken er med sin næsten helårlige tilstedeværelse på Keldsand et must på planchen.

lørdag den 4. december 2010

Nyt logo til Projekt Hedehøg


For tiden arbejder jeg på et nyt logo til Blåvand Fuglestation. Logoet skal indeholde en flyvende strandskade, evt. med en streg i baggrunden, der illustrerer den markante kystlinie ved "hukket".

I sommerens løb fik jeg til opgave at tegne et andet logo, som ses ovenfor. Projekt Hedehøg drives i et samarbejde mellem de syd-og sønderjyske kommuner, Dansk Ornitolgisk Forening, Miljøcenter Ribe, Skov- og Naturstyrelsen og Dansk Landbrug. Målet er at sikre den lille danske bestand af hedehøg.

torsdag den 2. december 2010

Stenvendere fra Maj


Har færdiggjort en større akvarel af en gruppe stenvendere. I maj måned kan se ses i den spraglede sommerdragt, på nært hold i vigen syd for Nordby. Når det passer med stigende vand ud på eftermiddagen, er tegneforholdene gode på lokaliteten. Lyset falder fint ind, og vandet presser vadefuglene tæt på land. Jeg brugte et par eftermiddage dengang i maj, til at skitse stenvenderne. (Billedet er solgt)

mandag den 29. november 2010

Lidt om teknikken...




Flere læsere har spurgt til teknikken bag koldnålsraderingerne, så hermed lidt om denne relativ enkle grafiske arbejdsmetode. Iøvrigt findes der flere bøger om de grafikeske teknikker, som jeg har meget glæde af. Især nogle af de ældre værker fra 70´erne er rigtig gode. Jeg selv fik god hjælp af øens bibliotikar til at støve bøgerne op fra magasinet, så dette råd gives hermed videre til andre der måtte have lyst til at eksperimentere med grafikken. Her på øen har jeg samtdig fået råd og vejledning af grafikker Marie-Louise Exner. Sådanne personlige vejledere er guld værd.


Helt grundlæggende skelner man mellem dyb- og højtryk. Linoliumstryk er en højtryks-teknik. Man skærer materiale væk fra pladen, påfører farve på de tilbagestående (høje) dele af billedet. Som så trykkes over på papiret.


Ved dybtryk ridser man sin tegning ned i pladen. F.eks. en kobberplade. Sværten påføres...og fjernes igen. Kun sværten nede i ridserne er nu tilbage. Samt, når det handler om koldnål, omkring den "grat" der skubbes op omkring stregerne. Det er denne grat der giver koldnålen dens lådne streg.


Efter fjernelse af sværten er pladen klar til trykning. Man bruger papir af en vis vægt og af god kvalitet. Papiret skal være fugtigt, for at være tilstrækkeligt smidigt og kunne trække sværten op fra de "dybe" streger i pladen.


Trykket skal ved dybtryk være voldsomt, hvorfor en trykpresse er et must. Man kan evt. besøge åbne værksteder og trykke flere plader ved samme lejlighed.


Ved koldnålsraderinger kan man kun trykke et begrænset antal eksemplarer. 10-15 stykker typisk. Herefter er graten trykt så meget ned i pladen, at værket mister sin karakter.


Der findes en lang række af mere komplicerede grafiske teknikker. Ætsninger f.eks. Men koldnålen er til at gå til. Der er fif og detaljer i processen, som man skal forholde sig til som begynder. Sværtens kvalitet, papir, nålens beskaffenhed, trykningen osv.

onsdag den 24. november 2010

Koldnålsradering af rørhøge



Jeg har trykt nogle få eksemplarer af en ny radering med to rørhøge i flugt.
Alle trykkene blev ret forskellige. Især mængden af tilbageværende sværte på pladen inden trykningen, var afgørende for udtrykket. Herover er to eksempler. Det er tydeligt, at den nederste er mørkest. Så er det smag og behag, hvad man synes bedst om. Den mørke tone på papiret fremkommer også ved trykningen, men denne kan man også graduere.